Fagligt Årsmøde i LOS 2026
Børn, unge og voksne, der bor på et bosted, går på en specialiseret skole eller som har brug for hjælp fra et krisecenter, bærer sårbarheder med sig. Sårbarheder, som bliver defineret ud fra deres tilværelse i et samfund, hvor alt tilrettelægges og udvikles ud fra gennemsnittet.
På det faglige årsmøde ser vi nærmere på om, der er plads til at få specialiseret hjælp og samtidig deltage i fællesskabet på lige fod med alle andre. Og om velfærdssamfundets udvikling modarbejder eller understøtter deltagelsesmulighederne for børn, unge og voksne med brug for hjælp.
Vigtigst sætter vi fokus på, hvordan du som leder eller medarbejder på et socialt tilbud, bedst støtter de børn, unge og voksne hos jer med at navigere i at bære deres sårbarheder med sig i hverdagen.
Program
Kl. 09.00-09.30: Morgenmad
Kl. 09.30-09.45: Velkomst v. Majbritt Degrauwe, formand for Fagudvalget, og Mads Roke Clausen, direktør i LOS.
Kl. 09.45-11.00: Det neurodivergente menneske - En psykiaters tanker om diagnoser, rummelighed og et nyt menneskesyn v. Pernille Darling, børne- og ungdomspsykiater
Hvad vil det sige at være neurodivergent? Hvordan påvirker det vores selvforståelse, relationer og muligheder i samfundet? Og hvorfor får flere en psykiatrisk diagnose end tidligere?
Pernille Juul Darling stiller skarpt på neurodivergens, mistrivsel og diagnoser. Med udgangspunkt i sin bog ”Det neurodivergente menneske” (februar 2025) udfordrer hun fordomme og argumenterer for, at vi skal se mennesket før diagnosen. Hun beskriver, hvordan neurodivergente ofte må maskere deres egentlige jeg for at passe ind – og hvordan det påvirker deres trivsel, tilknytning og identitet, og hun kommer ind på, hvilke udfordringer de møder, og hvordan vi kan skabe mere inkluderende fællesskaber.
Pernille Juul Darling er lektor ved Syddansk Universitet og seniorforsker ved Center for Evidensbaseret Psykiatri. Hun er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri med mange års klinisk erfaring og har en ph.d. med fokus på tilknytning i familier med ADHD. Siden hun blev læge i 2006 og påbegyndte sin speciallægeuddannelse i 2009, har hendes arbejde kredset om ét centralt spørgsmål: Hvordan skaber vi psykiatri og pædagogik, der styrker tryghed, forståelse og reel forandring for de børn og unge, det hele handler om?
Kl. 11.00-11.30: Pause
Kl. 11.30-12.30: Når sårbarheden er med online v. Merete Dalsgaard, fagkonsulent og projektleder i Center for Digital Pædagogik
Den digitale verden er en stor del af de børn, unge og voksnes hverdag og tilbyder en lang række muligheder for at opsøge viden, fællesskaber, underholdning og inspiration. Men fastholdelse og problematisk adfærd kan også være en del af den digitale verden. Særligt når sårbarheden kommer med online. Det kan virke forstyrrende for en eventuel behandlingsrelation og mål.
På oplægget ser vi nærmere på de online risici, der særligt er for unge i sårbare eller udsatte positioner, men som i stor udstrækning også gælder for voksne i målgruppen. Deltagerne vil blive introduceret til værktøjet "URO", som er et refleksions- og samtaleværktøj til kvalificering af bekymringer for online risikoadfærd hos unge. Derudover vil der på oplægget blive henvist til øvrige redakaber, som spænder fra forebyggende til reaktive handlemuligheder med målgruppen.
Kl. 12.30-13.20: Frokost
Kl. 13.20-14.20: Deltagerworkshop
Kl. 14.20-14.50: Pause
Kl. 14.50-15.50: Ableisme - magt, menneskesyn og myten om den normale krop v. Emil Falster, forsker på Aalborg Universitet
Med afsæt i bogen ”Ableisme – Magt, menneskesyn og myten om den normale krop” introducerer og behandler handicapforsker Emil Falster, hvad ableisme er og hvordan det kommer til udtryk i vores samfund. Ableisme kan forstås som den diskrimination, der opstår på baggrund af den systematiske favorisering af kropskapable, ”raske”, ”normale” og ”neurotypiske”. Med udgangspunkt i forskning belyser Falster, hvordan ableisme udspiller sig på strukturelle, institutionelle, interpersonelle og internaliserede niveauer, og hvilke afledte konsekvenser det har for mennesker med funktionsvariationer.
Emil Falster, cand.scient.adm. og ph.d., er handicapforsker og forfatter. Hans forskning retter sig mod mennesker med funktionsvariationer – særligt børn og unge – og de strukturelle, kulturelle, institutionelle og sociale betingelser, der former levevilkår, deltagelse og identitet. I 2024 udgav han bogen Ableisme – Magt, menneskesyn og myten om den normale krop, og i 2025 debuterede han skønlitterært med digtsamlingen Vordingbronx – Forskerdigte. Her forenes personlige erfaringer med et sociologisk blik i poetiske undersøgelser af klasse, maskulinitet og vold som kræfter, der præger livsbaner, identitet og modstand.
Kl. 15.50-16.00: Afslutning v. Majbritt Degrauwe, formand for Fagudvalget
Praktisk information
LOS' faglige årsmøde har til formål at inspirere til, hvordan man kan kvalitetssikre omsorgsarbejdet på sociale tilbud.
Arrangementet henvender sig til både ledere og medarbejdere på sociale tilbud, hvad end man er medlem af LOS eller ej.
Prisen inkluderer morgenbrød, frokost og kaffe/kage.
Vi gør opmærksom på, at tilmeldingen er bindende og foregår efter først-til-mølle-princippet.
Deltagerne skal forvente, at der bliver taget billeder til arrangementet. Kontakt venligst sekretariatet på mail, eller henvend dig på dagen, hvis du har et ønske om ikke at være en del af billederne.
Har du spørgsmål til arrangementet, er du velkommen til at kontakte udviklingskonsulent, Nynne Lea Henriksen, på telefon 9215 2230 eller mail: nlh@los.dk.
Information om arrangementet
Dato og tid Mandag d. 16. november 2026 kl. 09:00 til 16:00
Tilmeldingsfrist Mandag d. 9. november 2026 kl. 15:00
Sted
Storebælt Sinatur Hotel & Konference
Østerøvej 121
5800 Nyborg
Arrangør
LOS - Landsorganisationen for sociale tilbud
Tlf. +45 70233400
los@los.dk
Indlæser